Stimulation af små børn

Stimulation af spædbørn og mindre børn

 

Et godt grundlag for læring kræver at barnet har styr på mange færdigheder. For at opnå dette, er en velfungerende motorik, et godt kropskendskab og en god balance af stor betydning. Det er derfor vigtigt at barnet helt fra starten får de bedste muligheder for at undersøge omverdenen og derigennem sig selv.

 

Spædbørn (der endnu ikke sidder, kravler eller går) placeres på maven gerne mange gange dagligt. Herved styrkes barnets rygmuskler og hovedløftet. Du kan fx ligge dig på maven foran barnet og snakke med det. Når hovedbalancen bliver bedre, kan du placere dig lidt skråt for barnet eller nærme dig barnet fra forskellige vinkler, herved stimuleres både syn og bevægelse.

 

Når barnet holder hovedet flot, kan man placere spændende ting først indenfor barnets rækkevidde, senere lidt udenfor barnets rækkevidde, dette stimulerer barnet til bevægelse.

 

Labyrintsansen (ligevægtsansen eller hovedbalancesansen) stimuleres ved gyngende, vuggende, svingende, drejende og hoppende bevægelser. Spædbørn kan gynges, drejes osv. i hænderne på en voksen, og når barnet selv begynder at gå, er gynger, svingture, trille på gulv, koldbøtter, at hoppe og danse gode eksempler på fin stimulation.

 

Følesansen er også af stor betydning for motorik, kropskendskab og balance. Babymassage og massage af de lidt større børn er godt. Desuden stimuleres følesansen når man bader/svømmer.

 

Lad børnene deltage så snart de kan

 

Gennem bevægelse og erfaring udvikles motorikken og sanserne. Lad derfor børnene deltage i de daglige gøremål fx i køkkenet. En tur i naturen er også altid en god oplevelse.

Målet er at skabe de bedste forudsætninger for god trivsel, god koncentration og god læring gennem hele livet, og det starter fra børnene er helt små.